IKONISKE ÆG FYLDER 20 ÅR

Lampeserien Eggy Pop fra Cph Lighting fylder 20 år i 2024. Takket være sit ikoniske design og store funktionalitet er Eggy Pop serien stadig relevant og meget populær i både private og offentlige indretninger.

Eggy Pop serien er designet af Guglielmo Berchicci. En anerkendt italiensk arkitekt og designer født i Milano, hvor han også i mange år drev sin tegnestue i Zona Tortona distriktet. I dag er han bosiddende på Mallorca.

Guglielmo Berchicci er en spændende og alsidig designer, som står bag flere ikoniske produktdesigns. Han er bl.a. repræsenteret på MOMA i New York og Triennale Design Museum i Milano. Herudover har han arbejdet med arkitektur og indretning i flere spændende og prestigefyldte projekter. Læs mere om Guglielmo Berchiccis spændende virke her: www.guglielmoberchicci.com

Guglielmo Berchicci har i sit arbejde altid været fascineret af naturen og samspillet imellem kosmos og kaos. Eggy Pop serien er inspireret af den universelle form – ægget.

Eggy Pop serien blev lanceret i 2004 på Euroluce i Milano af virksomheden Bugs Design, som Guglielmo Berchicci selv havde etableret i samarbejde med to forretningspartnere.

I 2005 blev Cph Lighting kontaktet af Bugs Design og blev tilbudt distributionsrettighederne til Eggy Pop serien på det skandinaviske marked.

I 2011 besluttede Guglielmo Berchicci og hans partnere at gå hver til sit. Cph Lighting var på dette tidspunkt blevet den største distributør af Eggy Pop kollektionen og det var derfor let for Cph Lighting at sige ja, da muligheden bød sig for at erhverve produktionsrettighederne til Eggy Pop kollektionen.

20 år efter at Eggy Pop kollektionen så dagens lys, er den stadig relevant. Det ikoniske formsprog, kvaliteten og den store funktionalitet gør Eggy Pop meget velegnet og stadig meget efterspurgt i både private indretninger og i kontraktindretninger.

Eggy Pop seriens 20-års jubilæum vil blive fejret i løbet af 2024, bl.a. under 3daysofdesign 2024 i København.

For rekvirering af mere information og pressefotos kontakt Pia Rasmussen, PR- & Marketing: pia@cphlighting.dk, tlf. 75 18 01 06.

Om Eggy Pop serien

Eggy Pop serien er designet af Guglielmo Berchicci i 2004.

Serien tager udgangspunkt i lampekuglen, som fås i tre matchende størrelser: ø32cm, ø55cm og ø70cm.

Kuglerne monteres med forskellige el-parter, som bestemmer lampens funktion.

Lampekuglen er fremstillet i rotationsstøbt opalhvid polyethylen. Et 100% genanvendeligt, UV-bestandigt og meget slagfast plastmateriale. Materialet sikrer et behageligt og blændfrit lys.

Lamperne anvender 230V-E27 LED lyskilder.

Eggy Pop serien produceres i Danmark.

Serien består af følgende matchende modeller:

  • Eggy Pop In: Indendørslampe til bord eller gulv i tre størrelser.
  • Eggy Pop Up: Indendørslampe til væg eller loft i tre størrelser.
  • Eggy Pop Pendel i tre størrelser.
  • Eggy Pin Bord og Gulv: Bord- og gulvlampe med stag og fod i stål.
  • Eggy Pop Out: Udendørslampe (IP55) i tre størrelser. Fikseringsbeslag og fikseringsspyd som tilbehør.